Servietsamlere fra både Danmark og Europa var samlet til store-bytte-dag på Glamsbjerg Hotel lørdag, hvor samlingerne blev gennemgået af fortrinsvis kvinder.

Glamsbjerg: Det er helt fint, at man går lidt stille med det.

Det har Pia Christensen fra Voldtofte også gjort.

– Jeg sagde til en, jeg samlede. Hun sagde – gør du det? Det gør jeg også!

– For mange synes, det er lidt nørdet at samle på. Så man snakker ikke så meget om det.

Fortæller Pia Christensen. Servietsamler ad libitum.

Lørdag var der store-serviet-bytte-dag på Glamsbjerg Hotel. Pia Christensen stod for tredje gang på Vestfyn bag, hvorfor samlere havde indfundet sig fra andre EU-lande for at afkæmme, dissekere og rekognoscere hver en kasse med servietter i.

– Vi har ellers holdt det i Sønderjylland. Men hende, der holdt det, blev syg, og så tog jeg over, siger Pia Christensen, social- og sundhedshjælper i det daglige.

Clearet

Pia Christensen startede med at akkumulere servietter som barn, fordi hendes tante forærede hende nogle flotte.

– Jeg kan godt lide motiverne, forklarer hun interessen.

Hun samlede, men stoppede. Men for 10 år siden greb papiret med de både flotte, fjollede – og for nogle formålsløse – farvetryk hende igen. I dag har hun to værelser fyldt i huset med ringbind på reoler. Alle med servietter i. 25.000 servietter.

– Påskeservietterne er i gule ringbind og nisseservietterne er i røde, fortæller hun.

Hun ynder at bladre i mapperne og sværme om samlingen.

Manden har accepteret det. Så den del er clearet. Men han roder også selv med folkevogne.

Tendensen klar: En kvindesport

At samle servietter er en “kvindesport”, når først der går sport i den.

På hotellet er kun en håndfuld mænd og en hel masse kvinder. En mand har angiveligt resigneret og sidder med en sudoku, mens fruen fisker servietter.

Som vinyl-samlere deler plader op i kategorier som jazz, rock og pop, har serviet-samlerne delt deres op i fugle, jul og påske. Det gør det lettere.

– Jeg stopper aldrig med at samle, siger Pia Christensen i sin tørst efter servietter.

Og bliver deltagerne tørstige til træffet, kan de tage en tår kaffe.

Men servietten til at tørre efter med – den lader de ligge. I samlingen.”

Af: Martin Kloster

Journalist på Assens-redaktionen.