Glamsbjerg: Et populært mødested i Glamsbjerg eksisterer ikke længere.

Glamsbjerg Hotels krostue, der i generationer har tiltrukket mange tørstige sjæle, er lukket ned.

Det fortæller Johnny Nordentoft, der sammen med sin bror Danny Christensen siden 1. oktober sidste år har været forpagtere af hotellet midt på byens hovedstrøg.

– Vi har valgt at lukke krostuen, fordi vi har planer om at åbne en butik i krostuens lokaler. Det bliver en butik med en masse vestfynske specialiteter på hylderne. Vi vil meget gerne samarbejde med lokale virksomheder og leverandører, og planerne med at åbne butik er faktisk noget, vi har haft med os, lige siden vi overtog forpagtningen af hotellet sidste år, fortæller 45-årige Johnny Nordentoft.

“Vi vil meget gerne samarbejde med lokale virksomheder og leverandører, og planerne med at åbne butik er faktisk noget, vi har haft med os, lige siden vi overtog forpagtningen af hotellet sidste år.”
– Hotelforpagter Johnny Nordentoft

Navnløs

Glamsbjerg Hotel har ikke fundet noget navn til den nye butik – og det er heller ikke sikkert, at det sker.

– Butikken kommer jo til at ligge i tilknytning til hotellet, og der bliver indgang både gennem den nuværende dør ud mod Søndergade og fra en dør i hotellets nye lobby, så vi tror ikke på, butikken behøver at have et navn, forklarer Johnny Nordentoft.

Der er ikke sat nogen dato på åbningen af den nye specialbutik.

– Men jeg regner med, at det kommer til at gå ret hurtigt med at komme på plads med den nye butik, siger Johnny Nordentoft.

I nyere tid havde Glamsbjerg Hotels krostue sin storhedstid i 1980’erne, hvor krostuen var et populært supplement til Restaurant Hjørnet på Teglværksvej.

Krostuen har tidligere i flere perioder været lukket for publikum.

Af: Søren Plovgaard